Samsung Heavy køber pumper i Nordjylland

0

Ethan-tankskibene benytter også netop ethan som brændstof, og pumperne fra Svanehøj skal sørge for at hente ethanen til motorerne op fra de kæmpemæssige membrantanke i skibets dyb.

“For 3-4 år siden forudså vi, at der ville opstå nogle muligheder inden for dette område, fordi der internationalt er skabt en efterspørgsel på ethan til fremstilling af plast. Sammen med vores franske samarbejdspartner, GTT, har vi arbejdet på at udvikle løsninger specifikt til disse VLEC-skibe, og det begynder vi at se resultaterne af nu,” fortæller salgsdirektør Hans Høyer Jensen fra Svanehøj.

Svanehøj har tidligere leveret pumpesystemer til skibe, der transporterer ethan, men ikke af den størrelse, som der her er tale om og ikke til Samsung Heavy, et af verdens største skibsværfter.
“Ordren er en markant anerkendelse af vores ekspertise og et stærkt signal om, at Svanehøj er en konkurrencedygtig leverandør af pumper til membrantanke i den helt store skala,” pointerer Hans Høyer Jensen.

De tre skibe, som den nordjyske virksomhed nu bliver leverandør til, måler 230 meter i længden og 36,6 meter i bredden og skal bruges til at fragte flydende ethan fra USA til Kina.

“Ordren styrker den positive udvikling, som Svanehøj har oplevet, siden investeringsselskabet Solix i efteråret 2018 købte det daværende Wärtsila Pumps ud af den finske Wärtsila-koncern og etablerede Svanehøj Group med aktiviteter i Danmark, Storbritannien og Singapore. Alene i Svenstrup, hvor koncernen har sit hovedkvarter, er der ansat 25 nye medarbejdere siden ejerskiftet, og fremtidsudsigterne er lyse,” skriver selskabet i en pressemeddelse.

Ikke mindst forventer virksomheden, at de nye IMO-krav til skibenes udledning af svovl kan øge efterspørgslen på teknik, der kan gøre skibe i stand til at sejle på gas i stedet for den tunge brændselsolie.

Kilde: Svanehøj

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar her
Skriv dit navn her