Dansk rederi ti-dobler overskuddet

0

Det var en helt usædvanlig god forretning at beskæftige sig med dredgingprojekter, kystfodring og landindvinding for rederiet Rohde Nielsen A/S i 2018.

Nettoomsætningen steg fra 794 mio. kr. til 1,18 mia. kr. i 2018 og førte til resultatet på knap 90 mio. kr. – svarende til 10 mio. kr. mere det samlede resultat for årene 2015, 2016 og 2017.
Rohde Nielsen skriver i ledelsesberetningen, at “alle medarbejdere i selskabet har i et unikt teamwork ydet en helt ekstraordinær præstation” med tilføjelsen:

“Selskabet er blevet hjulpet af lidt held og en meget usædvanlig sommer med perfekt arbejdsvejr i Europa”.

Resultatet beskrives selvsagt som “tilfredsstillende” og selskabet forventer et aktivitetsniveau i 2019 på samme niveau som 2018, men “dog med et forventeligt lavere resultat”.

Rederiet råder over en flåde på mere end 40 alsidige, specialbyggede enheder, der opererer over hele verden.

Kilde: Rohde Nielsen A/S