Dansk klima enegang er ikke vejen

0

Søfarten er ligesom luftfarten ikke en del af Paris-aftalen om klimareduktioner. Derfor er der ikke nogen direkte kobling mellem den klimamålsætning, som en kommende dansk regering efter alt at dømme sætter og de mindre vidtrækkende krav, som FN´s søfartsorganisation IMO har fastsat. Her lyder målsætningen på en reduktion af udledningen af drivhusgasser med 50 pct. i 2050.

Den norske regering har imidlertid i dag meldt ud, at den vil gå efter en reduktion af udledningen fra norsk indenrigsskibsfart og fiskeri på 50 pct. i 2030. Altså en skærpelse i forhold til IMO´s krav.

Vil det være en fordel for danske rederier, hvis Danmark går foran på dette område og skærper kravene?

“Vi går allerede foran på en række områder omkring reduktion af udledningen. Men i og med, at skibsfarten er et globalt erhverv er det svært, hvis man skærper kravene til det danske flag,” siger Asbjørn Overgaard Christiansen, fungerende direktør for sikkerhed, miljø og maritim forskning, Danske Rederier. 

“Vi ved godt, at det tager længere tid at implementere internationale krav, end rent danske. Men gør vi det alligevel kan man frygte, at redere vil søge andet flag.
Og danske redere har allerede gjort en stor indsats for at reducere brændstofforbruget, hvilket er en fordel både kommercielt og for klimabelastningen, påpeger han.

“I Danmark har vi også Maersk, der har sat sin egen ambition om at være helt klimaneutrale i 2050 og dermed går videre end IMO-målsætningen,” siger Asbjørn Overgaard Christiansen.

At det er et ambitiøst mål skyldes ikke mindst, at skibes levetid ligger på mellem 20 og 30 år.
“Det betyder, at det første klimaneutrale skib, skal søsættes omkring 2030, hvis målet skal nås. Og vi har ikke teknologien endnu, siger han.

Danske Rederier har ved flere lejligheder argumenteret for vigtigheden af, at der afsættes flere penge i Danmark til forskning og udvikling i den danske maritime sektor for at komme i mål med de ambitiøse grønne målsætninger.

Redaktionen