Stort fald i antallet af sunkne skibe

0

Antallet af skibe der gik tabt på havet faldt sidste år til kun 46 skibe, mere end en halvering i forhold til de 98 skibe der sank eller på anden måde gik tabt i 2017. Antallet af total losses i 2018 var ifølge Allianz det hidtil laveste i dette århundrede.

Det seneste 10-år er der samlet set tabt 1.036 skibe på havet.

Ifølge forsikringsselskabet er der flere forklaringer på det store fald i antallet af tabte skibe, hvor vejret dog er den vigtigste forklaring. Årets orkaner var færre og mindre voldsomme end de foregående år.

En anden og vigtig forklaring er, at intensiv forskning i skibsdesign betyder, at skibenes konstruktion bliver stadig bedre.

Når det gælder det samlede antal ulykker til søs, registreret som forsikringshændelser, var udviklingen ikke nær så positiv. I 2018 blev der registreret 2.698 ulykker, hvilket kun er et fald på 1 procent i forhold til 2017.

Som i de tidligere år var Sortehavet og Middelhavet blandt de steder hvor der blev registreret flest ulykker.

Langt de fleste havarier blev udløst af problemer med maskineriet, der bliver stadig mere kompliceret. Omvendt bliver overvågningen, både til søs og fra land, stadig bedre.

Som en kuriositet nævner Allianz, at en ny generation af søfarende har meget stor tillid til de oplysninger de får via skærme, også så stor – at de kan overse andre informationer de umiddelbart ville kunne aflæse med egne øjne.

Rapporten nævner også, at digitaliseringen af søfarten rummer mange nye muligheder, men også en række nye udfordringer der skal tackles i fremtiden.

Redaktionen