Danske Rederier enige i grønne ambition

0

Danske Rederier ser frem til at samarbejde om den nye regering med at finde grønne løsninger til skibsfarten. Og organisationens adm. direktør Anne H. Steffensen er tilfreds med regeringens ambition om at kombinere en ansvarlig erhvervspolitik med et fokus på klima og grøn omstilling.

”Det er en dagsorden, som vi i Danske Rederier i den grad også arbejder for og bakker op om,” siger Anne H. Steffensen.

Også regeringens ambition om at inddrage interessenter i arbejdet for et mere energieffektivt samfund, ser Danske Rederier frem til at deltage i.

”Søfarten har allerede ambitiøse globale mål for nedbringelse af sit klimaaftryk. Men hvis vi skal nå de mål – og det skal vi – så er vi afhængige af løsninger, som vi endnu ikke kender. Derfor bør en del af de midler, den nye regering vil afsætte til grøn forskning, øremærkes til det maritime område,” siger Anne H. Steffensen, og tilføjer:

”Vi har med dansk søfart en styrkeposition og dermed en unik chance for at udvikle nye eksportmuligheder i en virkelighed med global efterspørgsel på grønne løsninger.”

Kilde: Danske Rederier