Svensk forskning kritiserer åbne scrubbere

0

Værfter er i øjeblikket i fuld gang med at retrofitte skibe med scrubbere, så de på den måde kan overholde de nye svovlkrav, der træder i kraft til nytår. Reduktionen af udledningen af svovl vil mindske luftforureningen, men den svovl, der renses ud af røgen i scrubberen, vil i stedet blive ledt ud i havet i de såkaldt åbne scrubber-systemer, som er de mest udbredte.

Og det kritiseres i den nye svenske rapport.

“I øko-toksikologiske forsøg blev en række havorganismer udsat for scrubbervand i forskellige koncentrationer. Disse test blev gennemført i samarbejde med det norske polarinstitut. Testene viste negative virkninger på vitale funktioner i flere organismer. Den største følsomhed blev fundet i en gruppe af zooplankton med central betydning i fødekæden. Selv lave koncentrationer af både ubehandlet vand fra åbne scrubberanlæg og behandlet skrubbervand fra lukkede systemer forårsagede skadelige virkninger for organismerne,” skriver det svenske Miljøinstitut om undersøgelsen.

Ubehandlet scrubber-vand fra de åbne systemer er ifølge instituttet stærkt forurenet og indeholder tungmetaller, aromatiske kulbrinter og sodpartikler. Vandet fra de lukkede systemer er mindre forurenet, da det behandles i et rensningsanlæg på skibet, inden det lukkes ud, mens restproduktet tages i land.

Problemet med udledningen af scrubbervand er størst i de meget trafikerede farvande, der kontinuerligt påvirkes af giftstofferne, mens problemet er mindre på oceanerne.
“Flere af de forurenende stoffer nedbrydes relativt hurtigt, men er samtidig akut giftige. Når havmiljøet kontinuerligt udsættes for scrubbervand fra fartøjer, bliver den akutte virkning permanent. Jeg ser en stor risiko for, at biodiversiteten vil falde på grund af scrubber-teknikken,” siger Kerstin Magnusson.

Flere steder i verden, bl.a. i Singapore og en række kinesiske havne, har myndighederne forbudt brugen af åbne scrubbersystemer.
Mange rederier vælger at få monteret hybrid-systemer, der fra starten virker som åbne systemer, men som kan ombygges til lukkede anlæg.

Redaktionen