Kaptajn lægger sag an mod minister

0

I sagsanlægget hedder det, at ministeren gennem sine udtalelser har forsøgt at oppiske en hadsk stemning mod den kvindelige kaptajn, der ifølge den dommer der løslod hende blot “gjorde sin pligt” ved at sejle migranterne til den italienske ø.

Sagen er dog ikke afsluttet endnu. Den tyske kaptajn – der har fået politisk støtte fra den tyske udenrigsminister – skal i næste uge på ny afhøres af de italienske myndigheder. Hun er mistænkt for at bidrage til illegal immigration, og for ikke at rette sig efter myndighedernes anvisninger.

Carola Rackete blev anholdt lørdag aften efter at hun havde påsejlet en politibåd, da hun manøvrerede Sea-Watch 3 gennem en blokade i havnen i Lampedusa.

Efter mere end to uger på havet med 40 afrikanske migranter ombord, hvor hun forgæves ventede på at få tilladelse til at gå i havn i Italien eller et andet EU-land, valgte hun at tage sagen i egen hånd og bryde blokaden af hensyn til migranternes helbred.

Sea-Watch samlede i alt 53 migranter op i Middelhavet ud for Libyens kyst. De 13 af dem blev hurtigt bragt i land for at få behandling. Ifølge Carola Rackete var det efter mere end to uger på havet nødvendigt at bringe de øvrige i land.

Sea-Watch 3 er indtil videre beslaglagt af de italienske myndigheder.

Redaktionen