Cosco overhaler APMT på terminalmarkedet

0

Med købet af OOCL i fjor øgede Cosco Shipping antallet af containere i sine terminaler med en tredjedel til 46,1 mio. teu i 2018, viser det britiske konsulenthus Drewry´s netop publicerede Global Container Terminal Operators Annual Review and Forecast 2019.

Det kinesiske selskab indtager dermed tredjepladsen blandt verdens syv største terminalselskaber og blot 0,6 mio. teu fra Hutchinson Ports på andenpladsen, mens PSA International med 60,3 mio. teu gennem sine terminaler sidder solidt på førstepladsen.

Det kinesiske højdespring betød, at APM Terminals falder fra 4. til 5. pladsen med 42,8 mio. teu i 2018 og er 1,4 mio. teu bag DP World på 4. pladsen.

China Merchants Ports indtager 6. pladsen med 35,1 mio. teu i 2018, mens Terminal Investment Limited (TIL) ligger på 7. pladsen.

Selskaberne på toplisten står sammen for næsten 40 pct. af de globale containerterminal aktiviteter, oplyser Neil Davidsen, der er forfatter af rapporten fra Drewry.

Konsulenthuset forventer, at gennemstrømningen af containere i terminalerne verden over vil stige med i gennemsnit 4,4 pct. årligt. Det vil øge gennemstrømningen fra 784 mio. teu i 2018 til 973 mio. teu i 2023. De største stigninger ventes at komme i Mellemøsten og Sydasien.

Kilde: Splash