Tanker har forladt Gibraltar trods protester

0

Data fra skibets AIS-system viser, at det forlod Gibraltar i aftes med kurs mod øst i Middelhavet. Den opgivne destination er Kalamata i Grækenland, skriver BBC og flere andre internationale medier.

USA forsøgte til det sidste at få Gibraltar til fortsat at tilbage holde skibet med henvisning til, at det skulle have forbindelser til den iranske Revolutionsgarde, som USA betragter som en terrororganisation.
Men i en udtalelse søndag afviste myndighederne i Gibraltar den amerikanske anmodning med den begrundelse, at Revolutionsgarden ikke opfattes som en terrororganisation af EU, som det britiske oversøiske territorie er en del af.

Det hedder videre i udtalelsen, at de amerikanske sanktioner, der forbyder olieeksport fra Iran, ikke kan gøres gældende i EU på grund af “de meget forskellige positioner og juridiske regimer i USA og EU”.

Tankskibet blev opbragt af britiske marinesoldater den 4. juli på mistanke om, at skibet var på vej med sin last af ca. 2 mio. tønder råolie mod Syrien i strid med EU´s sanktioner.

Det førte til en diplomatisk krise mellem Storbritanien og Iran, der blevt optrappet yderligere, da Iran som gengældelse beslaglagde det britiske flagede tankskib Stena Impero i Den Persiske Golf den 19. juli.

Skibet og dets besætning på 23 mand er fortsat tilbageholdt af de iranske myndigheder. Rederiet har trods talrige forsøg ikke fået lov at besøge besætningen ombord.
Nu er det håbet, at frigivelsen af det iranske tankskib også vil føre til, at Stena Impero får lov at sejle.

Redaktionen