DSV er nu mere værd end Maersk

0

I de sidste fem år er kursen på DSV aktien steget med 259 pct. I samme periode er kursen på Maersk B aktien i runde tal halveret. Samtidig har frasalget af de ikke transport-relaterede forretninger i Maersk slanket selskabet gevaldigt.

Omvendt er det gået i DSV, der er vokset både organisk og gennem opkøb, senest med købet af Panalpina. Det har nu ført til, at DSV, der blev stiftet som De Samvirkende Vognmænd i 1976, nu ifølge en opgørelse fra Finans er mere værd end verdens største containerrederi og de tilhørende forretninger.
Det er blot to år siden, at Maersk var tre gange så meget værd som DSV, skriver Finans.

“DSV har været enormt fremsynede, de har været driftige, og de har været exceptionelt dygtige til at eksekvere. Hvis ledelsen er dygtig til at eksekvere på en strategi, man forstår, så er man også villig til at satse på dem,” siger Tue Østergaard, aktiechef i ABG Sundal Collier til Finans.

Maersk kæmper på sin side i et containermarkedet, hvor det er svært at tjene penge samtidig med, at selskabet har solgt de ikke transport-relaterede forretninger fra.

Finans opgør markedsværdien af DSV i dag til at være 151 mia. kr., mens Maersk er 147 mia. kr. værd.Dermed indtager de to selskaber henholdsvis 5. og 6. pladsen på listen over Danmarks mest værdifulde selskaber.

Novo Nordisk ligger på en suveræn 1. plads med en værdi på 834 mia. kr. efterfulgt af Ørsted (234 mia. kr.), Coloplast (177 mia. kr.) og Carlsberg på 4. pladsen til en værdi på 152 mia. kr.

Kilde: Finans