MSC tilslutter sig afvisning af arktisk rute

0

Hapag-Lloyd og CMA CGM er de to andre store containerrederier, der har afvist at benytte ruten med henvisning til miljøet.

Maersk har i en tidligere udtalelse til Maritime Danmark skrevet, at rederiet “altid gør sit yderste for at minimere den negative påvirkning af miljøet” og “ikke på nuværende tidspunkt ser Nordøstpassagen som et levedygtigt kommercielt alternativ til eksisterende øst-vest ruter”.

Men Maersk har altså ikke principielt afvist at benytte Nordøstpassagen, hvor det danske rederi tidligere har foretaget testsejladser.

MSC siger i forbindelse med udmeldingen om Nordøstpassagen, at rederiet er overbevist om, at de 21 mio. containere, som MSC transporterer hvert år, fortsat kan flyttes rundt uden at benytte den arktiske korridor.

“Som et ansvarligt selskab med en langvarig maritim arv og passion for havet finder MSC afsmeltningen af isen på Arktis stærkt foruroligende,” udtaler Diego Aponte, der er CEO i MSC gruppen, ifølge World Maritime News.

MSC sagde videre, at afvisningen af Nordøstpassagen som en korridor mellem Europa og Asien flugtede med rederiets bredere strategiske tilgang til bæredygtighed.

Redaktionen