Rubjerg Knude Fyr flyttes tirsdag

0

Vesterhavet har gennem årene ædt sig ind på klinten, så der kun er få meter mellem fyret og kanten. For at sikre Rubjerg Knude Fyr for fremtiden, bliver det nu flyttet 60-80 meter ind i landet.

Hjørring Kommune har taget initiativ til flytningen, som Miljø- og Fødevareministeriet har støttet med fem mio. kroner.

”Rubjerg Knude Fyr er et nationalklenodie. Jeg tager hatten af for det store arbejde, Hjørring Kommune har udført for at sikre, at vi alle sammen fortsat vil kunne tage turen til Nordjylland og få en oplevelse ud over det sædvanlige i det unikke naturområde. Nu krydser vi fingre for, at missionen lykkes, for det er selvfølgelig ikke uden risiko at flytte rundt på et gammelt fyrtårn”, siger miljøminister Lea Wermelin.

Det tager cirka 10 timer at flytte det 23 meter høje fyrtårn. Fyret er blevet sat på særlige hjul og skinner, der gør det muligt at rulle det væk fra kanten af klinten omkring otte meter i timen.

Opgaven er særdeles afhængig af vind og vejr, og derfor kan det blive nødvendigt at aflyse hele operationen i sidste øjeblik. Hjørring Kommune forventer, at op mod 25.000 interesserede vil lægge vejen forbi på flyttedagen.

”Vi skriver historie ved at flytte fyret, der har uvurderlig betydning for hele området og for Hjørring Kommune. Flere end 250.000 besøgende lægger årligt vejen forbi fyret, og hvis alt går vel under flytningen, fortsætter de forhåbentlig med at komme. Mange ting kan gå galt, men vi løber gerne den risiko, for alternativet vil være at pille fyret ned”, siger borgmester Arne Boelt fra Hjørring Kommune.

Efter flytningen vil fyret stadig stå på toppen af Rubjerg Knude med udsigt over havet. Naturstyrelsen ejer fyret, og der vil fortsat være fri og gratis adgang efter flytningen.