Lindø bestiller verdens største mobilkran

0

Den nye enorme kran er en specialbygget Heavy Lift version af verdens i forvejen største havnemobilkran, LHM 800 fra den tyske producent Liebherr.

Megakranen er den første af sin art på verdensplan og helt unik med en løftekapacitet på 308 ton og en løftehøjde på 96,7 meter, skriver havnen i en pressemeddelelse.

Sammen med den nuværende Liebherr LHM 550 mobilkran vil Lindø som en af de eneste havne i verden med den nye megakran være i stand til at løfte 400 tons tunge naceller til havvindmøller udelukkende med mobilkraner.

En særlig feature gør det muligt at koble styresystemerne på havnens to Liebherr-kraner sammen, så en kranfører kan styre begge kraner samtidig. Denne funktionalitet betyder, at man kan udnytte de to kraners samlede løftekapacitet på op til 441 tons.

“Med købet af den nye megakran cementerer Lindø Port of Odense sin nøglerolle som en af verdens største havneaktører i den grønne omstilling med unikke produktionsfaciliteter for fremtidens kæmpe havvindmøller. Vi kan se, at emnerne bliver større og større, og den udvikling imødekommer vi nu med denne investering, så vi fortsat kan bidrage til facilitering af grønne arbejdspladser indenfor bæredygtig energiproduktion,” udtaler administrerende direktør Carsten Aa, Lindø Port of Odense.

Den indbyggede elmotor i den nye megakran sparer havnen for udledning af 300 tons CO2 om året.
“Det er en voldsom reduktion. Samtidig bliver eldriften af kranen CO2-neutral, fordi strømmen kommer fra vindmøllestrøm,” siger direktøren.

Den ny kran, der foreløbig er den eneste af sin slags i verden, skal efter planen leveres i slutningen af 2019.

Kilde: Lindø Port of Odense

.