Armlægning om klimaforslag på vej

0

Den danske delegation, der bl.a. tæller Danske Rederier, afviser det franske forslag om at sætte hastighedsbegrænsninger på skibe i jagten på lavere CO2-udledning, hvor IMO har forpligtet sig til at nå en 50 pct. reduktion i 2050.

Forslaget er et blandt mange, der skal diskuteres i de kommende dage, når IMO-medlemmerne mødes til et arbejdsmøde i London.

“Forslaget om at reducere hastigheden på på kort sigt ganske vist reducere CO2-udledningen om omkring 20 pct., men den straffer de rederier, der allerede har investeret i at nedbringe udledningerne og forslaget vil på længere sigt ikke bringe os til målet, fordi det vil betyde, at der bliver brug for flere skibe,” siger Maria Skipper Schwenn, direktør i Danske Rederier til Maritime Danmark.

Danske Rederier støtter i stedet et forslag om en begrænsning af motoreffekten.
”Vi ser en begrænsning af motorkraften på skibene som ét af flere værktøjer, som skibsejerne kan vælge. Designet rigtigt kan begrænsning af motorkraften bidrage til reelle reduktioner af CO2-udledningen. Vi kan imidlertid ikke støtte, at alle skibe skal reducere det samme uanset deres aktuelle udledning. Det vil straffe de, der allerede har nedbragt deres udledninger eller købt nye skibe, dobbelt,” siger Maria Skipper Schwenn.

Arbejdsmødet skal ifølge direktøren sætte en retning for det videre arbejde i jagten på reduktionen af skibsfartens udledning af drivhusgasser. Efter det næste arbejdsmøde i marts er det forventningen, at en bindende beslutning om midlerne for at nå målet, kan blive truffet i IMO´s Marine Environment Protection Committee (MEPC) næste efterår.

Ifølge Maria Skipper Schwenn har alle lande i den senere tid rykket sig i forhold til, at IMO skal kunne nå i mål i forhold til ambitionen om at skibsfarten skal reducere udledningen af drivhusgasser med 50 pct. i 2050.
“Det gælder også lande som Indien og flere sydamerikanske lande, der tidligere har været tilbageholdende,” siger hun.

Et af de endnu åbne spørgsmål er, hvordan USA, der er en vigtig spiller i udviklingen, vil stille sig.
“Jeg kender ikke deres mandat, men håber, at de vil bidrage postivt på trods af USA´s udtræden af paris-aftalen,” siger Maria Skipper Schwenn.

Ud over Danske Rederier deltager også Maersk, DFDS, MAN og DTU i den danske delegation til arbejdsmødet, hvor også Danske Maritime er repræsenteret.