IMO-chef vil udfordre EU på CO2

0

Da EU Kommissionens nyvalgte formand, Ursula von der Leyen fremlagde sin “Green Deal” onsdag, indeholdt den også planer om at lade skibsfarten omfatte af EU´s kvotesystem for CO2, hvilket har stor tilslutning i EU Parlamentet, men til gengæld bliver mødt med voldsom modstand fra shippinginteresser.

Og IMO har traditionelt også været modstander af at lade skibsfarten betale for at udlede CO2 ved at skulle købe kvoter.

“Vi bliver nødt til at gøre fremskridt. Vi ønsker ikke at vanskeliggøre IMO-forhandlinger (om drivhusgasser, red.) siger Kitack Lim i et internview med Lloyds List.

Hans grundlæggende synspunkt er, at skibsfarten er global og at CO2 reduktionerne derfor også skal ske gennem globale – og ikke regionale – reguleringer. Et synspunkt, der støttes af alle de store internationale shippingorganisationer og af Danske Rederier.

Tilhængerne af forslaget peger på, at skibsfarten vil få et stærkere incitament til at reducere udledningen og accelerere udviklingen af alternative brændsler, hvis det koster mere at benytte fossile brændstoffer.

EU besluttede i 2017 at undtage skibsfarten fra kvotesystemet midlertidigt, mod at IMO selv vedtog regler, der effektivt kan nedbringe udledningen af drivhusgasser.
Og det mener Kitack Lim skete med vedtagelsen af IMO´s strategi på området i april i fjor. Her blev medlemslandene enige om en målsætning om at reducere udledningen af CO2 fra skibsfarten med 50 pct. i 2050 i forhold til 2008.

IMO fik tilbage i 2017 en frist frem til 2023 til at overbevise EU om, at man har indført tilfredsstillende globale tiltag, der kan nedbringe CO2 udledningen markant og derfor ikke behøver at blive underlagt kvotesystemet.

Men hvis EU Kommissionens forslag bliver gennemført, vil skibsfarten alligevel blive underlagt, og det vil Kitack Lim søge at hindre ved at drøfte sagen med medlemmer af EU Kommissionen og EU Parlamentet.
“Når vi først taler sammen, vil vi indse, at vi forfølger og søger visse fælles mål,” siger Kitack Lim.

Det lykkedes ham at få skibsfarten undtaget for kvotesystemet i 2017. Spørgsmålet er nu, om han kan gøre det igen, eller om EU-systemet denne gang holder fast, selvom der er risiko for, at det vil skævvride konkurrenceforholdene blandt de globale aktører i markedet.

Kilde: Lloyds List