Dansk maritim forskning er underfinansieret

0

Den nye strategi sætter bl.a. rammerne for, hvordan rederierne vælger forskningsprojekter, modtager støtte og hvordan de kan opnå bedst muligt udbytte fra arbejdet i en tid, hvor rederierne står overfor udfordringer fra ambitiøse klimamål, øget digitalisering og nye forretningsmodeller.
 
”Strategien giver os en fælles vision, ramme og nogle helt specifikke mål at arbejde efter i de kommende år, hvor innovation spiller så afgørende en rolle for udviklingen, ikke mindst på klimaområdet, men også inden for digitale teknologier”, siger Innovationschef i Danske Rederier, Asbjørn Overgaard Christiansen, i en pressemeddelelse om den nye strategi.

I en forskningsanalyse fra konsulenthuset Damvad blev det i foråret påpeget, at Danmark nok er førende på den maritime forskning, men også, at den mangler penge på grund af underfinansiering fra offentlig side i forhold til sammenlignelige lande.

Det kan blive et stort problem, mener Danske Rederier, og derfor har den nye forsknings- og innovationsstrategi fokus på tre hovedområder: Vejen til klimaneutral skibsfart, digitalisering for effektivitet og forskningskoordination og finansieringsmuligheder. 
 
”Vi har over de seneste år set en hastig udvikling i rederiernes engagement i innovationsprojekter. Både når det gælder forskningsprojekter med universiteter, egne innovationsprojekter eller test- og demonstrationsprojekter med eksterne partnere. Det er vigtigt for fremtidens skibsfart, at det fortsætter og det kræver konkrete mål og retning”, fortsætter Asbjørn Overgaard Christiansen.

Kilde: Danske Rederier