Historisk dimission på fynsk Søfartsskole

0

”Dimissionen for det befarne skibsassistenthold er en historisk begivenhed. Aldrig før i Svendborg Søfartsskoles 113-årige historie har skolen haft mulighed for at udbyde denne uddannelse. Skolen har forud for opstarten af pionerholdet lagt voldsomt mange kræfter i planlægningen og har haft det som det primære mål, at det skulle være en succes helt fra start,” siger Jens Frederiksen, der er forstander på Svendborg Søfartsskole.

Langt over skolens forventning, startede der 17 elever på uddannelsen i juli 2019 og allerede nu ser det ud til, at den store tilstrømning fortsætter og endda øges i januar 2020. De dimitterende elevers slutevalueringer fortæller, at succeskriteriet er opnået.

“Dette betyder dog på ingen måde, at uddannelsen ikke skal videreudvikles og optimeres yderligere. Svendborg Søfartsskole har for kort tid siden opstartet en proces sammen med de øvrige udbydere, hvor den maritime grunduddannelse (GMU) vil blive udsat for en fuldstændig gennemgang og kvalitetstjek. Det er ligeledes glædeligt at kunne konstatere, at procentdelen af kvindelige elever på det kommende hold er langt højere end forventet,” siger Jens Frederiksen.

Det sidste ser han som et målbart resultat af Danske Rederiers projekt ”More Women at Sea”.

Ud over de 16 dimitterede befarne skibsassistenter kunne 30 ubefarne skibsassistenter glæde sig over at have afsluttet uddannelsen på Svendborg Søfartsskole.