Angreb presser tankskibsraterne op

0

Stigningen i prisen for at hente olie ud gennem Hormuzstrædet viser, hvordan konflikten mellem Iran og USA påvirker de globale forsyningslinjer.

“I en situation som denne, er det ikke overraskende, at skibsejere kræver højere fragtrater, fordi de bliver nødt til at beskytte deres aktiver i forhold til forventningen om højere forsikringspremier,” siger Tilak Doshi fra NUS Middle East Institute i Singapore og tidligere ansat i bl.a. Saudi Aramco ifølge Bloomberg.

Raterne er i forvejen blevet påvirket i opadgående retning af de nye svovlregler, ligesom de steg voldsomt – omend kortvarigt – efter indførelsen af amerikanske sanktioner mod et tankskibsrederi ejet af Cosco, der i september blev beskyldt for at have leveret olie til Iran.

Olieprisen steg også efter angrebet i nat til lidt over 70 dollar, men faldt igen efter udmeldingen fra den iranske olieminister om, at landet hverken søger “eskalering eller krig”.

Redaktionen