Alle fiskekasser i Nordjylland vaskes nu på Hirtshals Havn

0
Det kan ramme dansk fiskeindustri ekstra hårdt, hvis EU's aftale med Norge påvirkes af en evt. no-deal

Friskfanget fisk kræver friske fiskekasser, og logistikken omkring at forsyne fiskerne med rene fiskekasser kan være en udfordrende opgave. Nu er der igangsat et ny tiltag, der gør det nemmere at løse opgaven, idet fiskeriet i det nordlige Jylland er blevet opgraderet i forsyningen af rene fiskekasser.

– Det er selvfølgelig med en vis stolthed, vi kan melde ud, at vi nu har samlet al vask af fiskekasser fra de nordjyske fiskerihavne i Hirtshals. Da vi besluttede at investere i et nyt kassevaskeri og flytte til en ny kassevaskehal på Auktionskajen, var det vores håb, at vi på sigt kunne samle al vask af fiskekasser her i Hirtshals. Vores målsætning er dog blevet opfyldt langt hurtigere end vi havde forventet, siger formand for Hirtshals Fiskeriforening, Niels Kristian Nielsen.

Det nye kassevaskeri i Hirtshals blev sat i drift i 2019 efter opførelse af en ny hal og installation af et nyt højeffektivt kassevaskeanlæg. Det er afgørende at logistikken fungerer, og det sker i et samarbejde mellem de nordjyske fiskeriforeninger og “Pack&Sea” om at optimere og effektivisere logistikken omkring fiskekasserne og den daglige vask af disse.

– Der er indgået en aftale mellem fiskeriforeningerne i Nordjylland og fiskeriforeningernes fælles kasseselskab “Pack&Sea” om at samle vask af kasser i Hirtshals. Det betyder, at vi fra udgangen af december i det forgangne år har vasket alle fiskekasser fra Skagen, Strandby og Hirtshals i Hirtshals, siger Niels Kristian Nielsen.

Hirtshals Havn er på auktionsfisken den største af de tre nordjyske fiskerihavne, og derfor er det strategisk og transportmæssigt mest optimalt at vaske fiskekasserne i Hirtshals. Hirtshals Fiskeriforenings nye kassevaskeanlæg har en kapacitet på 800 kasser i timen og er placeret i en ny hal på 1.000 m², der er opført som en udvidelse af FiskeTerminal Hirtshals.

– Vi sætter alle kræfter ind på at yde den bedst mulige service over for alle, som vi skal forsyne med rene fiskekasser – og det er uafhængigt om det er i Skagen, Strandby eller Hirtshals. Alle skal have den samme service, og det skal samtidig være den bedst mulige service, forsikrer formanden for Hirtshals Fiskeriforening.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar her
Skriv dit navn her