Maersk øger brændstoftillæg efter prishop

0

Maersk annoncerede tirsdag, at rederiet vil justere sit pristillæg på olie – den såkaldte bunker adjustment factor (BAF) – på tværs af alle ruter, på baggrund af de prisstigninger på lavsvovlsolie, der registreres mellem 26. december og 25. januar.

“I de senere måneder har vi set prisen på VLSFO (lavsvovlsolie) stige betydeligt og endnu mere i de senere uger. Specielt lå prisen for VLSFO i Asien (Singapore) i en periode over 700 dollar/ton, en stigning på mere end 20 pct. i forhold til de tidligere priser, der blev brugt til udregning af BAF og EFF (Environmental Fuel Fee) tillæggene. Den gennemsnitlige stigning i januar forventes på den baggrund af overstige 50 dollar/ton,” skriver Maersk i meddelelsen til sine kunder.

Maersk har på forhånd annonceret, at tillæggene vil blive gennemgået hver måned. En justering vil blive udløst, hvis prisen på lavsvovlsolie stiger eller falder “væsentligt” i løbet af kvartalet. “Væsentligt” defineres af Maersk som mere end 50 dollar i forhold til sidste gang tillæggene blev justeret.

Og det er præcis tilfældet nu, hvor prisen på VLSFO har været helt oppe på 740 dollar/ton i Singapore, men dog siden er faldet til omkring 650 dollar/ton. Prisen i Rotterdam på den samme olietype ligger dog med ca. 523 dollar/ton mandag væsentligt lavere.

Lavsvovlsolien har siden 1. januar peaket med en – i forhold til den forventede – vanvittig høj prisforskel i forhold til olie med 3,5 pct. svovlindhold, der fortsat må benyttes, hvis et skib er udstyret med scrubber.

Prisforskellen har været oppe omkring 350 dollar/ton, hvilket er voldsomt meget mere end de 200 dollar/ton, som skulle gøre det til en god idé at installere en scrubber.

Kilde: JOC.com