Vestas belønnet for voldsom vækst

0

Den grønne dagsorden gav i den grad medvind for Vestas i 2019, der oplevede en vækst i salget på 20 pct. til 90,7 mia. kr. Højere omkostninger flere investeringer førte dog til, at indtjeningen steg med mere beskedne 5 pct. til 7,5 mia. kr.

“Vi vokser og selvfølgelig prøver vi at få mest muligt ud af den vækst. Vi vokser med et stabilt prisbillede, så vi har gjort det godt der. Men vi installerer også ny kapacitet, laver flere investeringer og introducerer nye produkter, og vi outsourcer også mere. Alt det, og så påvirkningen af logistikken, vil have en effekt,” siger CFO i Vestas, Marika Fredriksson ifølge Finans.

Vestas har et mål om at nå en overskudsgrad på 10 pct. I 2019 faldt den for tredje år i træk og landede på 8,3 pct. men det bekymrer ikke ledelsen.

”Vi har ikke fastlagt et år for at nå de 10 pct., men det er så hurtigt som muligt. Det er let at sige, men det er det, vi kører mod. Vi gearer selskabet op til et meget højt niveau, og så snart vi har gjort det, og vist, at vi kan gøre det på en god måde, jo hurtigere når du endnu bedre resultater end i dag,” siger Marika Fredriksson.

Og det bekymrede tilsyneladende heller ikke aktiemarkedet. Efter en lidt sløj start med et mindre fald, handles aktien her til eftermiddag godt 6 pct. højere end ved lukketid i går.

Og Vestas forventer fortsat fremgang i 2020 med et løft af omsætningen på mellem 15 og 24 pct. til niveauet 105-112 mia. kr.

Kilde: Vestas & Finans.