DSV Panalpina leverer stærkt resultat

0

DSV viste for tre år siden med opkøbet af UTC, at de kan håndtere integrationen af en stor virksomhed til ug. Nu er virksomheden godt på vej til at gøre det samme med Panalpina, der blev en del af den danske transportgigant i august i fjor.

DSV Panalpina har nu siden 2015 næsten fordoblet sin omsætning fra 50,9 mia. kr. i 2015 til 94,7 mia. kr. i 2019 samtidig med, at driftsindtjening og bundlinje er fulgt med op. Driftsindtjeningen før særlige poster (EBIT) er således vokset fra 3,1 mia. kr. i 2015 til 6,7 mia. kr. i 2019, mens resultatet er løftet fra 2,1 mia. kr. til 3,7 mia. kr. i perioden.

Og da Panalpina kun var ejet en del af 2019 er påvirkningen fra opkøbet ikke fuldt ud afspejlet i regnskabet for 2019. Den estimerede omsætning på et helt år ligger på 120 mia. kr.

“Vi forventer, at 2020 bliver året, hvor vi kan annoncere Panalpina integrationen for fuldført,” siger Jens Bjørn Andersen.

Selskabet forventer en driftsindtjening før særlige poster i 2020 på 8,2-8,7 mia. kr. DSV Panalpina har tidligere meldt ud, at selskabet forudser, at synergier ved opkøbet vil kunne spare omkostninger på omkring 2,3 mia. kr., når Panalpina er fuldt integreret.

“Omkring 5 pct. af synergierne blev realiseret i 2019, omkring 60 pct. ventes i 2020, med de resterende 35 pct. i 2021,” skriver selskabet i regnskabet.

Og for aktionærerne har rejsen med DSV Panalpina foreløbig været en fest. Aktien steg i 2019 med 79 pct. Siden 1. januar 2015 er kursen mere end firedoblet fra 190 kr. til 791 kr. i går.

Kilde: DSV