Panamakanalen indfører ny milliardafgift

0

Med virkning fra den 15. februar, og så længe der er behov for det, har Panamakanalen indført en vandafgift på 10.000 dollar for alle skibe på over 125 fod. Sammenlagt vil det på årsbasis koste skibsfarten op til 370 millioner dollar – tæt på 3 milliarder kroner.

Den nye afgift rammer den internationale skibsfart på et tidspunkt, hvor den allerede kæmper hårdt med en milliardstor ekstraregning på grund af overgangen til svovlfattige brændstoffer, og nu også følgevirkningerne af Covid-19 virussen.

ICS, der netop har forhandlet en justering af kanalsatserne på plads, er stærkt overrasket over den pludselige indførsel af så stor en afgift, og ICS – der repræsenterer 80 procent af verdensflåden – opfordrer kanalmyndigheden til at udskyde afgiften.

Kanalmyndigheden har indtil videre afvist at udskyde afgiften, men understreger dog, at det er tale om en midlertidig afgift og ikke en permanent. Dertil kommer at de 370 millioner dollar er det højest tænkelige beløb, og at det reelle beløb godt kan vise sig lavere.

Redaktionen