Danske Maritime afviser klima-forslag

0

Indførelsen af markante afgifter på udledning af drivhusgasser er blandt de bærende elementer i Klimarådets rapport, Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion – Retning og tiltag for de næste ti års klimaindsats i Danmark.

Det uafhængige råd vil i den forbindelse give en form for bundfradrag til de brancher, som har særlig stor international konkurrence, men alligevel rammer hele idéen om en generel ny afgift ved siden af, mener Jenny Braat, adm. direktør hos Danske Maritime:

“Den maritime industri er et af de globale erhverv, der i forvejen oplever benhård konkurrence fra lande, som går langt for at beskytte deres egne industrier. En ny stor afgift vil spænde ben for deres konkurrenceevne og sende både arbejdspladser og indtægter ud af landet – samtidig med at vi eksporterer udfordringen med CO2-udledning til lande, hvor de grønne ambitioner er langt mindre. Hvis man fra dansk side vil bidrage positivt til det store globale CO2-regnskab, så giver det simpelthen ikke mening at modarbejde dygtige, ansvarsfulde og innovative danske virksomheder, som producerer miljørigtigt og er eksperter i grøn teknologi. Forslaget rammer helt ved siden af,” siger Jenny Braat.

Hun mener, at der i stedet bør satses mest på de punkter i rapporten, der hører under Forskning, udvikling og ændrede vaner, hvor der peges på en massiv og strategisk indsats inden for forskning og udvikling samt demonstration og markedsmodning af nye teknologier, der kan bidrage til at nå 2030-målene.

“Vi vil alle sammen gerne bidrage til at nå målsætningerne, og det bør gøres ved at satse benhårdt på at blive endnu bedre til det, vi kan: produktion af miljø- og klimavenlige teknologier i verdensklasse. Jo flere af disse vi eksporter, jo bedre kommer det samlede globale CO2-regnskab til at se ud. Så jeg håber, at regeringen vil satse på forskning og innovation frem for afgifter og benspænd. Der er mange gode forslag i rapporten i øvrigt, men deres hovedanbefaling er ikke til gavn for danske virksomheder, og jeg er faktisk ret overrasket over, at rapporten og dermed rådet ikke i højere grad bakker erhvervslivet op. Det er rigtig ærgerligt, når vi ved, at vi er et af de lande, der faktisk kan gøre en reel forskel,” siger Jenny Braat.

Kilde: Danske Maritime