Påsken giver nye udfordringer for færgeruter

0

Statsminister Mette Frederiksen opfordrer danskere til at blive hjemme. Heller ikke sommerhus besøg bliver anbefalet. Opfordringen vil uden tvivl blive efterlevet af mange danskere, også blandt dem, der forlængst har booket en færgebillet i påsken.

“På mange af vores ruter ligger der masser af reservationer inde i påskedagene, fordi folk har booket i god tid. Men hvor mange tager egentlig afsted? Det ved vi ikke,” siger Jesper Maack, der er kommunikationschef i Molslinjen, der også driver Samsølinjen, Bornholmslinjen, Langelandslinjen, Alslinjen og Fanølinjen.

“Vi har sat billetterne fri, så de frit kan ombookes uden gebyrer resten af året. Det er den bevægelse, vi sidder og holder øje med i disse dage. Samtidig skal vi, når trafikprogrammet lægges fast, også tage hensyn til, at der på grund af smittefaren ikke må opstå trængsel på nogle af færgerne,” siger kommunikationschefen til Maritime Danmark. Han forventer, at rederiet i morgen er klar med påskens sejlplaner.

Corona-krisen har ramt Molslinjen hårdt og medført voldsomme nedgange i passagertallene.
“Det svinger fra rute til rute, men på Fanølinjen sejler vi med ca. halvdelen af det normale passagererantal, mens det på Bornholmslinjen er tre ud af fire passager, der bliver væk, hvilket jo er ganske naturligt i situationen,” siger Jesper Maack.

Rederiet sejler på hovedparten af ruterne med et stærkt reduceret trafikprogram og har foreløbig hjemsendt omkring 265 medarbejdere efter vilkårene i regeringens hjælpepakke.

Redaktionen