Hurtigruten: 10 mia. nkr til rejsebranchen

0

“Sommeren 2020 er i praksis stendød. Selv med en opblødning af restriktionerne i forhold til at rejse efter påske tror jeg, at dem der på hoteller, skibe og sommeraktiviteter opnår en belægningsprocent på over 30 er særdeles heldige,” fastslår Daniel Skjeldam, topchef i Hurtigruten over for mediet E24. no.

Han er tilfreds med de initiativer, den norske regering har sat i gang for at hjælpe det norske erhvervsliv gennem krisen, men han er bekymret for, om de hjælper andre i rejsebranchen end flyselskaberne.

“Det handler ikke om at redde de næste to måneder, men de næste to år.”
Derfor ønsker han langsigtede tiltag. Det kunne bl.a. være en genoplivning af Statens Obligationsfond med en kapital på 50 mia. nkr. Det redskab blev sidst brugt under finanskrisen i 2008 og kan investere i obligationer udstedt af norske selskaber.

“Vi mener at 10 mia. nkr. skal øremærkes til rejsebranchen, så pengene ikke bare går til selskaber, som allerede er bundsolide og ikke påvirkes af krisen,” siger han.

Desuden ønsker han en momsfritagelse for branchen i 2021.
“Det vil give os mulighed for at tilbyde lavere priser og gøre den norske rejsebranche konkurrencedygtig globalt, siger Skjeldam.

Endelig må staten ind og garantere for den norske Reisegarantifond, “så vi kan sikre, at folk trygt kan booke aktiviteter uden at frygte, at pengene går tabt, hvis det selskab, de benytter sig af, går konkurs”.

Hurtigruten annoncerede i sidste uge, at den indstiller kystsejladsen for 11 ud af 13 skibe. De sidste to sejler videre efter en nødplan, der skal sikre transport af fragt mellem havnebyerne langs den norske kyst.

Den norske økonomi er ud over corona-krisen også hårdt presset af den igangværende oliekrig mellem Saudi Arabien og Rusland, der har sendt olieprisen ned på omkring 25 dollar – uden at bunden af den grund synes at være nået.

Det har ført til en voldsomt stigning i arbejdsløshedstallet i Norge og presset den norske krone ned i et hidtil uset lavt niveau. Fredag i sidste uge kostede en norsk krone således blot 0,59 kr. Siden har den rettet sig en anelse til i dag godt 0,64 kr. for 1 nkr.

Kilde: E24