IMO advarer mod hindringer for søfarten

0

”Vi har medlemmer herhjemme, som har rejst denne problemstilling i god tid, og vi har fra Danske Rederiers side taget det videre med vores søfartsorganisation. Det er helt nødvendigt, at vi ser politisk handling i tide. Søfolk er nødt til at kunne rejse rundt i verden for at på- og afmønstre, ligesom de skal have adgang til lægehjælp på trods af coronavirussen”, siger Jacob K. Clasen, direktør for erhvervspolitik og analyse i Danske Rederier.

Et dansk rederi har oplevet at måtte ligge i forhandlinger med en national myndighed på højt plan i næsten et døgn for at få et besætningsmedlem med en knust finger tilset af en læge.

I det nævnte eksempel lykkes det til sidst at få lægehjælp, men det viser, at frygten for coronavirus har konsekvenser for driften af rederierne.

”Det er et meget stærkt signal, at vi nu i samlet flok sender ét fælles budskab. Den internationale handel er en forudsætning for, at samfundene kan fungere, men hvis der er for mange benspænd for rederierne, vil det påvirke verdenshandelen. Lasten skal kunne komme til og fra havnene uden unødvendige hindringer”, siger Jacob K. Clasen.

Fakta:

– Ca. 10.000 søfolk er ombord på danskflagede skibe lige nu. Af dem er ca. 2250 danskere.

– Ca. 8000 af de 10.000 pt. har forlænget deres periode til søs. (ca. 1700 danskere)

IMO opfordrer blandt andet landenes myndigheder til:

– At anerkende søfarende som ’nøglemedarbejdere’ uanset nationalitet og sikre dem passage i forbindelse med besætningsskift samt ved akut behov for lægehjælp eller testning.

– At forlænge eller på anden måde sikre de relevante tilladelser og certificeringer til skibe og søfolk.

– At anerkende havnearbejdere og andre tilknyttede funktioner som ’nøglemedarbejdere’ samt sikre modtagelse og effektiv håndtering af skibe og lastbiler i havn, herunder en effektiv og proportionel grænsekontrol.

Kilde: Danske Rederier