Maersk Supply flager tre ind til Danmark

0

Udvidelsen af den særlige skatteordning for rederier og søfolk blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget kort før nytår. Og den lavere beskatning har foreløbig fået fire offshore-fartøjer til at hejse Dannebrog.

“Udvidelsen af DIS-ordningen styrker offshore-industrien i Danmark og gør det muligt at operere med fartøjer under dansk flag på konkurrencedygtige vilkår i et udfordrende marked. Processen med udvidelsen har været i gang i flere år, og vi er meget tilfredse med resultatet,” siger Steen S. Karstensen, der er CEO for Maersk Supply Service.

Servicerederiet Ziton satte i sidste uge Dannebrog på deres seneste jack-up fartøj, og her mærker de både det voksende marked og den øgede konkurrence.
 
”Der er ingen tvivl om, at markedet for offshore vind er stigende, men samtidig er konkurrencen blandt de forskellige aktører også løbende blevet skærpet. Vi har længe kunnet konkurrere på kvaliteten, men med udvidelsen af DIS styrker vi nu også vores internationale konkurrenceevne”, siger Thorsten Jalk, CEO hos Ziton.
 
I Danske Rederier er man glade for, at indsatsen for at udvide DIS-ordningen får den ønskede effekt:
 
”Det er en god nyhed, at nye skibe tilslutter sig det danske flag. Det var vores forventning, at udvidelsen ville tiltrække nye fartøjer til det danske flag, og det er godt at se, at rederierne kvitterer for udvidelsen ved at flage ind. Offshore-vindmarkedet er i vækst globalt. og den vækst skal danske rederier have del i,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Set over de sidste fem år har den internationale offshore vindindustri været i markant fremgang. Det ses også inden for det maritime segment, hvor 45 danske rederier og 187 dansk opererede fartøjer i dag helt eller delvist er beskæftiget med havvind.

Kilde: Danske Rederier