Styrket kontrol af udenlandske fiskere på vestkysten

0
Arkivfoto.

Fiskerikontrollen har de seneste uger gennemført øget kontrol af de trawlere ved vestkysten, der lander fisk med henblik på transport direkte ud af landet. Og foreløbigt har indsatsen været en succes, konstaterer fødevareminister Mogens Jensen.

Det skal være slut med fiskere, som ikke overholder lovgivningen, når de lander deres fangster i de vestjyske havne med henblik på transport direkte af landet. Derfor har Fiskerikontrollen skærpet tilsynet og gennemført en række særlige kontroller siden den 1. april 2020. 

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet.

– Det er ikke i orden, at en række udenlandske fartøjer gentagne gange ikke har overholdt kravet om, at alle landinger skal vejes før transport. Fiskeristyrelsen har derfor skærpet kontrollen i disse dage og står klar i havnene, når de næste landinger sker, siger fødevareminister Mogens Jensen. 

I EU’s kontrolforordning er der specifikt krav om, at alle landinger direkte til lastbiler, der kører fangsten ud af landet, skal vejes før transport. Både hollandske og belgiske fiskere samt myndighederne i disse lande er orienteret skriftligt om kravet, men som følge af, at reglerne tidligere ikke har været overholdt, har Fiskeristyrelsen altså nu lavet en særlig kontrolindsats, så de pågældende fartøjer er blevet kontaktet via radio før landing og/eller modtages i havnen. 

Derudover kan der blive taget kontakt til de chauffører, der transporterer fangsten, for at sikre at fangsterne vejes. Såfremt kravet fortsat ikke efterleves, kan politiet blive inddraget.

– Fiskerikontrollen samarbejder med politiet, som er klar til at gribe ind og standse lastbilerne, før de forlader landet, hvis kravet om, at alle fangster skal vejes, ikke overholdes, pointerer Mogens Jensen.  

Ved den seneste kontrol blev hele den hollandske fangst landet til vejning. En del blev afsat på fiskeauktionen i Thyborøn, mens resten blev transporteret videre efter vejning. Og det glæder fødevareministeren.

– Det er klart, at den nuværende situation med Corona-virus gør det ekstra vanskeligt at udføre fysisk kontrol, men jeg er utrolig glad for, at kontrollen – trods de svære forhold – kan udstationeres i havnene og sørge for, at reglerne håndhæves.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar her
Skriv dit navn her