Kritiserede havvindprojekter nu i ny høring

0

Vattenfall har udarbejdet et nyt opstillingsmønster for vindmøllerne i både Vesterhav Nord og Vesterhav Syd, der nu er på vej igennem hele miljøvurderingsprocessen.

Ændringerne kom på baggrund af indsigelser fra de lokale sommerhusejere, fastboende og lokale virksomheder i området nord for Hvide Sande. De frygtede, at de 190 meter høje møller, der skulle ligge henholdsvis 4,2 km. og 10 km. fra kysten, ville forringe værdien af deres huse og betyde færre turister.

Havvindparkerne på i alt 350 MW vil kunne dække det årlige elforbrug i omkring 380.000 husstande.

Energistyrelsen forventer at kunne meddele VVM-tilladelser til projekterne i september-oktober 2020 med henblik på, at Vattenfall kan påbegynde anlægsarbejdet hurtigst muligt herefter, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Havvindmølleparkerne skal, i henhold til koncessionsaftalerne mellem Energistyrelsen og Vattenfall og den efterfølgende tidsfristforlængelse, være tilsluttet det kollektive elnet senest den 31. december 2023.

Høringsfristen er sat til 30. juni.

Kilde: Energistyrelsen