Pelagisk Perspektiv: Sådan fremtidssikrer vi dansk fiskeri

0
Esben Sverdrup-Jensen Foto: DPPO

Denne klumme er skrevet af direktør i DPPO, Esben Sverdrup-Jensen og er oprindeligt bragt i FiskerBladet maj 2020, som netop er på gaden nu. E-versionen kan læses gratis her.

Danmark er et lille land, men vi er rigtigt store på ét område – fiskeriet. Det gælder handlen med fisk og det gælder i særdeleshed danske fiskeres evne til at fylde trawl, net og not. Få flåder på planeten fanger flere bæredygtige fisk end den danske. Fiskeriet er et traditionsrigt og stolt erhverv. Det er en del af den danske kulturhistorie, og langt de fleste kystsamfunds udvikling er tæt knyttet til fiskerisektoren. Dansk fiskeri er kendetegnet ved sit fællesskab – et fællesskab af fartøjer i alle størrelser og af en bred vifte af fiskerier, og som rækker længere end blot den lokale havn. Det danske fiskeri er blandt de mest bæredygtige i Verden og flåden blandt de mest moderne. Derfor er dansk fisk et kvalitetsstempel på eksportmarkeder rundt om i Europa og i resten af Verden.

Fiskeriet er betinget af et sundt havmiljø – ingen mærker som fiskeriet, når der sker forandringer i havets økosystem både på kort og lang sigt. Selv om dansk fiskeri er baseret på et fundament af velforvaltede fiskebestande, så oplever fiskeriet årligt store udsving i fangstmuligheder, vejr og vind og ikke mindst priserne på verdensmarkedet. Meget få erhverv er i samme omfang præget af en uforudsigelighed i produktionsgrundlaget som fiskeriet, alligevel har fiskeriet bl.a. som følge af en stor omstillingsevne over årene kunne præsentere en positiv produktionsmæssig, klimamæssig og økonomisk udvikling. 

Skal vi fortsætte den positive udvikling for dansk fiskeri og skal dansk fiskeri fortsat kunne følge med udviklingen i samfundet og de krav der stilles til moderne fødevareproducenter, så er forudsætningen, at vi har en aktiv og dynamisk fiskeripolitik med direkte inddragelse af erhvervet. 

I dansk fiskeri vil vi sikre, at udviklingen fortsætter, at vi også i fremtiden kan matche samfundets krav til bæredygtig, klimavenlig og ansvarlig forvaltning af havets ressourcer, at vi kan fastholde Danmark som en af verdens førende producenter af kvalitetsprodukter fra havet, og ikke mindst at vi kan blive ved med at tiltrække dygtige unge mennesker til uddannelse og arbejde i dansk fiskeri. Derfor har vi i Danmarks Pelagiske PO sammen med Danmarks Fiskeriforening PO præsenteret Christiansborg for et katalog med 25 nødvendige initiativer, som skal medvirke til fremtidssikringen af dansk fiskeri. Nogle er allerede sat i søen, andre på bedding og nogle kræver lidt mere mod, fremsynethed og vilje hos beslutningstagerne på Slotsholmen. Alvoren og nødvendigheden er ikke blevet mindre med realiseringen af Brexit og COVID-19 pandemien. 

Vi skal lykkes – det skylder vi kystdanmark og det skylder vi næste generation af stolte danske fiskere. 

Læs hele kataloget her. 

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar her
Skriv dit navn her