100.000 søfolk fanget på krydstogtskibe

0

Nogle hundrede af disse søfolk, befinder sig om bord på to krydstogtskibe, der venter på bedre tider i Skagen og ud for Frederikshavn, dog uden at have rapporteret om Covid-19 om bord.
Men virussen har ramt omkring 10 pct. af krydstogtskibene.

“Situationen fortsætter med at udvikle sig. Vi er meget bekymrede. Mange af søfolkene har brug for akut medicinsk behandling og kan ikke få lov til at gå i land,” siger Brandt Wagner, der er chef for transport- og maritim-enheden i FN´s International Labour Organization, ILO.

Ud over at kunne være udsat for corona-smitte er mange af besætningsmedlemmerne ifølge ILO om bord uden løn.

“Det er en meget svær og hjerteskærende periode for dem og deres familier, siger Brandt Wagner.

Organisationen opfordrer regeringer verden over til at tage et fælles ansvar, men det besværliggøres af, at skibene ofte sejler under bekvemmelighedsflag.

Et tredje krydstogtskib, Aidamar, lå oplagt i Fredericia Havn i godt tre uger med 462 besætningsmedlemmer om bord, inden det sejlede til Hamborg for knap to uger siden.

Som det er tilfældet i stort set alle lande, var det også her i landet forbudt for besætningsmedlemmerne at gå i land.

Kilde: Fagbladet 3F