Hapag-Lloyd trukket ned af dyrere brændstof

0

Hapag-Lloyd oplevede en stigning i omsætningen i 1. kvartal på omkring 6 pct. til 3,7 mia. dollar, primært drevet af en vækst i den transporterede volumen på 4,3 pct. til mere end 3 mio. teu og en forbedret gennemsnitlig fragtrate, der løftede sig fra 1.079 dollar/teu til 1.094 dollar/teu.

Alt sammen et godt grundlag for et forbedret resultat, der imidlertid blev ødelagt af en markant vækst i transportomkostningerne på næsten 10 pct. primært drevet op af højere brændstofpriser, der steg med 98 dollar/ton til 523 dollar/ton som en konsekvens af overgangen til lavsvovlsolie.

Det trak indtjeningen ned og det samme gjorde en nedskrivning af værdien af brændstoflagre på omkring 64 mio. dollar, der blev nødvendig, da prisen på råolie droppede næsten lodret i slutningen af 1. kvartal.

Indtjeningen før renter og skat faldt fra 243 mio. dollar i 1. kvartal 2019 til 176 mio. dollar, mens Hapag-Lloyds bundlinje droppede fra 109 mio dollar i 1. kvartal i fjor til 27 mio. dollar i år.

Mens Coronakrisen ifølge rederiets topchef, Rolf Habben Jansen, ikke havde den store påvirkning på rederiets resultat i 1. kvartal, er situationen en helt anden for indeværende kvartal, hvor pandemien vil få “en meget betydelig indvirkning”.

“Vores fokus vil fortsat være sikkerheden og trivslen for vores medarbejdere. Vi har taget en bred vifte af foranstaltninger i anvendelse for at spare et stort trecifret mio-beløb for at sikre vores rentabilitet og likviditet. Vi tilpasser vores netværk til den lavere efterspørgsel og søger besparelser på omkostninger i alle kategorier fra terminaler, transport, udstyr og netværk til øvrige omkostninger,” udtaler Rolf Habben Jansen.

Rederiet fastholder sine forventninger til helårsresultaterne på 1,7-2,2 mia. dollar for driftsresultatet før afskrivninger m.m. (EBITDA) og på 0,5-1,0 mia dollar for indtjeningen før renter (EBIT), men med den tilføjelse, at den øverste grænse i spændet næppe er opnåeligt med mindre der sker en hurtigere normalisering af efterspørgslen på containertransport en forudset.

Du kan hente hele kvartalsrapporten HER.

Kilde: Hapag-Lloyd