Fragtskib på grund ud for Langeland

0

Den første grundstødning skete få meter fra havneudsejlingen, hvor det 90 meter lange fragtskib – der sejler for Baltic Shipping i Hundested – tog grunden i det strømfyldte farvand.

Forsøg på at komme flot ved egen kraft mislykkedes, hvorefter Rudkøbing Havns slæbebåd Rudskallen blev kaldt til undsætning.

Efter halvanden time lykkes det ved fælles hjælp at få det tungt lastede fragtskib fri af grunden, og drejet i retning af Langelandsbroen og udsejlingen nord om Langeland. Under manøvrerne ramte Rix Amethyst en farvandsmarkering der blev revet løs.

Fragtskibet nåede dog kun at sejle få hundrede meter, inden det gik på grund igen. Denne gang lykkedes det dog Rix Amethyst at komme fri for egen kraft efter en halv time.

Efter de to grundstødninger fortsatte fragtskibet til en position nord for Langelandsbroen, hvor det kastede anker mens bunden blev undersøgt for mulige skader.

Tirsdag morgen fortsatte Rix Amethyst sejladsen mod Bremen via Kielerkanalen.

Der er ingen meldinger om forurening i forbindelse med de to grundstødninger.

Kilde: Fyns Amts Avis