Eimskip svækket af corona-nedtur

0

Omsætningen lå i 1. kvartal på 161,7 millioner euro, et fald på 1,4 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Målt på volumen var faldet på 5 procent.

”Faldet i omsætningen skyldes en kombination af faldende økonomisk aktivitet i Island som følge af coronakrisen, samt faldende fangt i islandsk og færøsk farvand”, siger Wilhelm Thorsteinsson, CEO i Eimskip.

Rederiet har tilpasset sin sejlplan til den lavere efterspørgsel, og i den forbindelse returneret de chartrede skibe Godafoss og Laxfoss tidligere end planlagt.

Til gengæld har rederiet taget levering af Dettifoss, det første af to nye containerskibe bygget i Kina med henblik på samarbejdsaftalen med Royal Arctic Line. Skibet er stærkt forsinket, hvilket har medført en udskydelse af samarbejdet med det grønlandske rederi.

Dettifoss er lige nu på vej hjem fra Kina, og det er planen at samsejladsen med Royal Arctic Line på Atlanterhavet vil begynde i slutningen af indeværende kvartal.

På grund af den usikkerhed corona-krisen giver, fravælger Eimskip at offentliggøre forventninger til årsresultatet.

Redaktionen