Maersk containerskib ramt af coronavirus

0

Lexa Maersk, der har en kapacitet på 4.045 TEU og en besætning på 25, forlod Panama den 1. maj med kurs mod Algeciras i Spanien.

Kort efter afsejlingen fra Panama viste et besætningsmedlem tegn på at være smittet med coronavirus. Lexa Maersk afbrød sejladsen og anløb De Vestindiske Øer, hvor besætningsmedlemmet blev bragt til behandling på et hospital. Skibet genoptog herefter sejladsen til Spanien.

Undervejs viste flere besætningsmedlemmer milde tegn på at være smittet, hvorefter de blev isoleret i deres kahytter. Rederiet valgte på baggrund af situationen om bord, at skibet i stedet for Algeciras skulle sejle direkte til Rotterdam i Holland.

Lexa Maersk ankom til Rotterdam om morgenen den 18. maj, hvor alle om bord blev testet for coronavirus. Testen viste, at fire besætningsmedlemmer er smittede. De smittede befinder sig fortsat om bord, isoleret i deres kahytter. Ingen af de smittede udviser i øjeblikket symptomer.

Lexa Maersk er taget midlertidig ud af drift og tømt for containere. Containerne vil blive sendt videre til deres destinationer om bord på andre skibe.

Maersk kan ikke oplyse, hvor længe Lexa Maersk vil blive liggende i Rotterdam. Containerskibet sejler under dansk flag med Svendborg som hjemhavn, men rederiet ønsker overfor Maritime Danmark ikke at oplyse, om der er danskere blandt besætningen, og om nogen af de smittede er danskere.

Redaktionen