Kriseramte Dof taber 4 mia. nkr i 1. kvartal

0

Den norske koncern har diskuteret en ny langsigtet finansieringsaftale med sine kreditorer i et års tid. Nu har koncernen så indgået en aftale med hovedparten af kreditorerne om at fryse lånene frem til slutningen af juni, mens parterne forhandler videre.

Og nedturen gør det ikke nemmere.
“På grund af betydelig svagere markeder har gruppen bogført en nedskrivning på 1,5 mia. nkr. i første kvartal. Gruppen har desuden fået et valutatab på 2,9 mia. nkr. i 1.kvartal på grund af den ekstreme svækkelse af den norske krone og den brasilianske valuta mod dollar,” skriver Dof i kvartalsmeddelelsen.

“Baseret på disse hændelser er gruppen resultat minus 4,1 mia. nkr., og den bogførte værdi af egenkapitalen er nu negativ,” skriver selskabet.

Trods det voldsomme negative resultat har driften i selskabet være god med et driftsresultat på 804 mio. nkr. mod 541 mio. nkr. i samme periode i 2019. Omsætning lå med 1,7 mia. nkr. også højere end samme kvartal i fjor, hvor den lå på 1,36 mia. nkr.

Dof advarer om, at der kan komme flere nedskrivninger:

“Usikkerheden om den fremtidige indtjening og værdien af aktiverne er vanskelige at anslå, og yderligere nedskrivninger af værdier kan forventes, da gruppens aktiver påvirkes af kursen på dollar mod norske kroner, skriver Dof.

Selskabet råder over en flåde på 20 ankerhåndteringsfartøjer, 31 subsea-fartøjer, 71 fjernstyrede miniubåde (ROV) og beskæftiger knap 3.500 medarbejdere.