Lavere resultat i Maersk Broker i 2019

0

Omsætningen steg i med knap 40 mio. kr. til 394 mio kr. i Maersk Broker, der også landede en lille million mere i resultatet før finansielle poster i 2019 i forhold til året før, hvilket var som forventet.

Men et mindre overskud på de finansielle poster kombineret med en højere skattebetaling førte til det lavere resultat i det 106 år gamle skibsmæglerfirma, der blev grundlagt som A.P. Møllers private selskab – uafhængigt af rederiselskaberne.

Og sådan har det været lige siden. Maersk Brokers er fortsat Maersk-familiens private selskab, i dag ejet af Mærsk Mc-Kinney Møllers tre døtre, men for første gang i selskabets historie, er det ikke en efterkommer af A.P. Møller, der skriver under på regnskabet som formand for selskabet.

Efter ni år på formandsposten trak Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla sig i september 2019 tilbage og overlod posten til Kristian V. Mørch, der er CEO i det norske tankrederi Odfjell.
Bestyrelsen tæller ud over den nye formand også Lars-Erik Brenøe, Flemming Ipsen og Christian M.M. Olufsen, søn af Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen og dermed familiens repræsentant i det gamle firma.

Kilde: Maersk Brokers