Team Tankers vil afnoteres fra børsen i Oslo

0

“Bestyrelsen har konkluderet, at selskabets aktier ikke længere er betragtet som egnede til fortsat notering, og der er begrænsede fordele ved noteringen på børsen i Oslo,” skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse fredag morgen.

Ud over den begrænsede interesse for handel med selskabets aktier, de få aktionærer og den lave pris peger bestyrelsen også på de udgifter, der er forbundet med en offentlig notering og de udfordringer, som en offentlig noteret markedspris kan give i forhold til selskabets M&A og S&P bestræbelser.

Ifølge bestyrelsen for kemikalietankskibsrederiet, der er registreret på Bermuda, men har hovedkvarter i København, støtter aktionærer, der repræsenterer mere end 90 pct. af aktiekapitalen en afnotering af selskabet, der derfor ventes vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 13. juli.

Team Tankers International opererede ved udgangen af 1. kvartal 40 kemikalietankskibe og indgik i marts et strategisk partnerskab med Maersk Tankers, der omfatter den kommercielle drift af 27 skibe.

Ved samme lejlighed annoncerede Team Tankers et joint venture med V.Group, hvor Team Tankers overfører ti MR-skibe og to andre til det nye fællesejede selskab, som Team Tankers vil eje 30 pct. af mens V.Group ejer resten.

Kilde: Team Tankers