Dansk rederi designer hybride CTV’er

0

”At designe og bygge hybride CTV’er er et kæmpe skridt i den miljørigtige retning, og jeg er stolt over, at vi i MHO-Co har fundet nogle samarbejdspartnere, der deler vores vision for en bæredygtig udvikling i offshore-branchen. Med de nye skibe tilbyder vi stadig nogle af de største og mest driftssikre CTV’er i verden, og de kan omstilles til fremtidens teknologier”, siger CEO og grundlægger af MHO-Co, Mik Henriksen.

Skibenes nyudviklede hybride fremdrivningspakke er indrettet, så de på et senere tidspunkt kan tilpasses kommende miljøvenlige strømproducerende metoder – for eksempel hydrogen fuel cells eller andre teknologier.

I udviklingen og designet af de to nye skibe har MHO-Co samarbejdet med Incat Crowther, der har ekspertviden om katamaraner. Kombineret med MHO-Cos indsigt og erfaring med crew transfer vessels er resultatet to unikke og topmoderne fartøjer.

”MHO-Co rykker altid grænserne for nye fartøjer i offshore vind-branchen. Det gælder også de nye 35m skibe. Vi er glade for igen at samarbejde med Mik og hans team på dette projekt, som virkelig sender hybridteknologien ind på scenen”, siger Ed Dudson, Managing Director hos Incat Crowther Europe.

MHO-Co har valgt at installere Danfoss’ Editron som fremdrivningssystem på katamaranerne. Systemets permanent magnetiserede elmotor sparer både vægt og plads på CTV’en, samtidig bruger den mindre brændstof og har høj effektivitet.

”Vores DC-grid hybrid fremdrivningsteknologi er revolutionerende for søfarten, da den er yderst fleksibel og let at administrere. Det giver rederier og operatører fordelen af lavere omkostninger og længere driftslevetid uden at gå på kompromis med kundeoplevelsen”, siger Erno Tenhunen, Marine Business Line Director hos Danfoss Editron.

Som de første CTV’er bliver det også muligt at installere en Z-bridge på frontdækket. Et adgangssystem med teleskopboom der kompenserer for skibets bevægelser, hvilket giver en sikker overgang fra skibsdæk til havvindmølle for op til seks personer og last. Det betyder ingen klatring op ad møllen, øget arbejdsevne og reduceret tidsforbrug.

MHO-Co blev grundlagt i Esbjerg i 2015 af Mik Henriksen, der har mange års erfaring med katamaraner og CTV’er. Rederiet råder over en række fartøjer bland andet tvillingeskibene MHO Gurli og MHO Esbjerg, der med deres 39 meter er verdens største crew transfer vessels.

FAKTA OM HYBRIDE CTV’ER

· Designet af Mik Henriksen, MHO-Co
· 35 meter lang katamaran
· 110 m2 fordæk og 15 m2 agterdæk
· Udstyret med Danfoss’ Editron PM-elmotorer
· Plads til 24 passagerer
· Indrettet med stort loungeområde og otte kahytter
· Færdigbygget i andet kvartal 2021
· Skal servicere Hornsea Project 2 Offshore Wind Farm for Ørsted med Grimsby UK som udgangspunkt
· Bygges af Afai Southern Shipyard (Panyu Guangzhou) Ltd., i Guangzhou, Kina