Grænsen åbnes – ForSea øger frekvensen

0

Siden grænselukningen i marts har ForSea sejlet ca. 700 ture om ugen og været en del i transportkæden af såvel gods som pendlere. Med den seneste udmelding fra den danske regering om grænseåbning 27. juni øger ForSea antallet af ture, så der er afgange hvert 20. minut det meste af døgnet med Aurora, Tycho Brahe og Hamlet. Samtidig åbner café og butik igen på Hamlet, så der nu er fuld service på alle både, skriver rederiet i en pressemeddelelse.

“Vi tager imod de nye lempelser med stor glæde. Sikkerheden har stadig højeste prioritet, og vi ser frem til at kunne byde passagerer velkommen og sikrer overfarten med flere afgange. Det betyder både en mere fleksibel rejse, men også at vores gæster fordeles på flere afgange og dermed giver plads – til afstand, siger Kristian Durhuus, CEO på ForSea.

Svenskere bosat i Skåne, Halland og Blekinge kan uden videre tage på et dagsbesøg i Danmark uden at skulle fremvise en maksimalt 72 timer gammel negativ Covid-19 test, som ellers er et krav i Udenrigsministeriets opdaterede vejledning.

Det er nemlig slet ikke muligt for svenskere uden symptomer at blive testet i hjemlandet. Og til Berlingske oplyser Region Skåne, at en rejse til Danmark ikke er en gyldig grund til at få en test.

Derfor vil Justitsministeriet i Danmark stille en kattelem til rådighed for svenskere, der vil en tur over sundet.

“Såfremt det ikke har været muligt at få foretaget en test, vil man i stedet kunne udfylde et certifikat, hvorved man erklærer at blive testet inden for 24 timer efter indrejsen og gå i selvisolation i 14 dage, eller indtil der kan fremvises en negativ test. Hvis der er tale om et dagsbesøg, vil de rejsende kunne vende retur til Sverige uden at være blevet testet,” skriver ministeriet i en mail til TV 2.

Men hvad så med danskerne? Ja, ifølge den danske rejsevejledning frarådes alle ikke-nødvendige rejser til Sverige – også til Skåne, Halland og Blekinge.
Så det betyder, at danskere ifølge Udenrigsministeriet skal gå i 14-dages karantæne, hvis de har taget en tur over sundet.

Det er vel det, der kan kaldes Corona-logik.