DPPO i spidsen for makrelsurvey

0
Skibet S 205 Ceton står igen i år for forsøgsfiskeriet i forbindelse med makrelsurveyen. Foto: DPPO

Danmarks Pelagiske Producentorganisation har for tredje år i træk taget initiativ til en omfattende makrelsurvey i Nordsøen. Undersøgelsen sker for at vurdere makrelbestandens størrelse og udbredelse, som kan danne grundlag for en mere retvisende kvote og samtidig klarlægge, hvor stor indflydelse, makrellen som rovfisk har på andre arter som for eksempel tobis.

Af Lærke Worsøe

En makrelsurvey er et videnskabeligt surveyindeks for bestandsvurdering og foregår ved at trawle et meget omfattende område. Danmarks Pelagiske Producentorganisation finder det særdeles væsentligt at få et bedre indblik i makrelbestandens størrelse og udbredelse i Nordsøen. 

”Et bedre billede af makrelbestanden danner grundlag for at sætte en bedre og mere retvisende kvote. Et bedre bud på, hvor mange makrel der i virkeligheden er, er samtidig væsentligt i forbindelse med, at makrellen er en såkaldt prædator. Derfor er det ud fra en økosystembaseret betragtning væsentligt at finde ud af, hvor stor en indvirkning arten har på for eksempel tobis, hvor den potentielt gør et stort indhug i bestanden,” siger Claus Sparrevohn, der er chefbiolog ved Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

Makrelsurveyen foregår i løbet af to uger i juli måned. Fartøjet S 205 Ceton er sendt afsted på forsøgskvoter, og med ombord er DTU Aquas biologer, der leder selve den videnskabelige sampling og togtprogrammet.

”Vi har en hypotese om, at makrelbestanden er vokset betydeligt og skaber et større indhug i eksempelvis tobisbestanden og større problemer med bifangst. Sidstnævnte giver en række forvaltningsmæssige udfordringer i forbindelse med afskrivningsreglerne i flere forskellige typer fiskerier,” siger chefbiolog ved DPPO, Claus Sparrevohn.

Selve arternes indvirkning på hinanden er et væsentligt aspekt i havets økosystem.

”Vi er tilhængere af en økosystemforvaltning, og i havet er det primært selve artsinteraktionen, der er styrende for balancen i økosystemet, i langt højere grad end i økosystemet på landjorden, hvor også en lang række andre faktorer som jordforhold osv. gør sig gældende,” siger Claus Sparrevohn.

S 205 Ceton stod også sidste år for forsøgsfiskeriet i forbindelse med makrelsurveyen.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar her
Skriv dit navn her