Hirtshals Havn ser grønt på fremtiden

Hirtshals Havn lægger igen i år areal til Naturmødet. Foto: Hirtshals Havn
Hirtshals Havn lægger igen i år areal til Naturmødet.

Selvom det blot er nogle få uger siden, at Hirtshals Havn kunne melde om en væsentlig reduktion i havnens samlede elforbrug, har Hirtshals Havn allerede taget næste skridt mod en grønnere fremtid. Oven i de allerede realiserede resultater, vil Hirtshals Havn nu drage nytte af overskudsvarmen fra industrien på og omkring havnen.

Publisert

Ifølge analyser udarbejdet af Hirtshals Havn og Hjørring Kommune er der betydelige potentialer i at udnytte den overskudsvarme, der stammer fra virksomheder på og omkring havnen i Hirtshals, til opvarmning og produktion. De indledende undersøgelser, der kun dækker over nogle af virksomhederne på havneområdet, viser, at overskudsvarmen svarer til cirka halvdelen af det samlede fjernvarmebehov i Hirtshals.

Hirtshals Havn har som målsætning, at overskudsvarmen fra virksomhederne på havneområdet skal udnyttes i en energisymbiose. Med andre ord skal virksomheder i Hirtshals og andre byer i Vendsyssel kunne udnytte overskudsvarmen fra andre virksomheder i deres egen produktion. Alternativt kan overskudsvarmen benyttes som fjernvarme til opvarmning af boliger, hvor temperaturen kan være lavere end i produktionsøjemed.

– I dag udgør overskudsvarmen omkring 31,5 GWh om året, og vi har begrundede forventninger om, at mængden af overskudsvarme vil stige markant over den kommende årrække. Dermed vil potentialet i en energisymbiose blive endnu større end det, der er aktuelt i dag, udtaler en ambitiøs bestyrelsesformand ved Hirtshals Havn Anker Laden-Andersen.

Med udnyttelsen af industriens overskudsenergi, kan det samlede energiforbrug reduceres, og samtidig kan udledningen af CO2 ved afbrænding af fossilebrændstoffer eller affald begrænses.

– Mængden af overskudsvarme betyder også, at det vil være ideelt for virksomheder med et betydeligt varmeforbrug at lokalisere sig i Hirtshals. Desuden vil varmepumpeteknologien kunne udnyttes til at udvide viften af muligheder yderligere. Udfoldelsen af mulighederne vil vise sig med tiden, slutter bestyrelsesformand Laden-Andersen.

Tankerne om en energisymbiose på og omkring Hirtshals Havn skal gøres til virkelighed i et tæt samarbejde mellem havnen, en række private virksomheder, Hirtshals Fjernvarme og Hjørring Kommune. Samtidig skal planerne spille sammen med Hjørring Kommunes kommende energiplan.

Kilde: Hirtshals Havn

Powered by Labrador CMS