Fiskere: Kamerakontrol kan koste arbejdspladser og havnesamfund livet

Foto: Lærke Worsøe

Politikerne er mere optagede af effektiv kontrol end at lave regler, der giver mening for fiskeriet og for fiskebestanden, skriver biolog fra Danmarks Fiskeriforening.

Publisert Sist oppdatert

Dette indlæg er skrevet af biolog Sofie Smedegaard Mathiesen fra Danmarks Fiskeriforening, til Altinget.dk.

12. august kunne man i Altinget læse et interview med fiskeripolitisk rådgiver Mogens Schou, hvor han lovpriser kamerakontrol og fuldt dokumenteret fiskeri.

Det er vejen frem mod bedre beskyttelse og bedre fangstmetoder i fiskeriet, må man forstå. Som biolog vil jeg tillade mig at være uenig. Der kommer ikke flere fisk i havet af, at der installeres kamera på fartøjerne.

Kamerakontrol er den stærkeste og mest indgribende form for kontrol og overvågning, som jeg kan komme i tanke om.

Det faktum ser Mogens Schou helt bort fra, og man kan godt høre, at det ikke er ham selv, der har foden på dækket.

Jeg vil gerne spørge Mogens Schou, om det slet ikke gør indtryk, når eksperter på området siger, at den overvågning, der lægges op til i dansk fiskeri, mest af alt minder om den, som man kan finde i danske fængsler?

Sådan lyder det i hvert fald fra Sikkerhedsbranchens direktør, Kasper Skov-Mikkelsen. Det gør indtryk på mig, og på den baggrund er det fuldt forståeligt, at danske fiskere stritter imod.

Fisk ryger i affaldscontaineren 
Dernæst taler Mogens Schou om landingspligten, som var den Guds gave til fiskeriforvaltningen.

Kort fortalt pålægger reglen fiskerne at bringe langt de fleste fangster i land. Det gælder også de helt små fisk, som er under mindstemålet.

Schou er fuldstændig blind for, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at lande alt. Eksempelvis oplever fiskerne, at de skal bringe levedygtigt fiskeyngel med i land, hvor de så kan smide det i affaldscontaineren.

Det gør ondt, når fiskeren ved, at vedkommende kunne smide de små fisk tilbage i vandet, hvor de – uanset hvad Mogens Schou siger – har bedre overlevelseschancer end i en container på havnen.

Mange af de små undermålsfisk kan sagtens leve videre, hvilket Mogens Schou også må være klar over. For eksempel har flere EU-lande i fællesskab arbejdet for at få indført undtagelser fra reglen.

Det gælder de rødspætter i Nordsøen, som Mogens Schou henviser til og bruger som argument for, at kameraovervågning er helt på sin plads.

Når Mogens Schou bruger det som eksempel, glemmer han, at der faktisk er en undtagelse, hvilket betyder, at fiskerne gerne må smide rødspætterne ud igen.

Det siger altså absolut intet om, hvorvidt danske fiskere overholder reglerne eller ej. Så her må Mogens Schou altså tilbage til tegnebrættet.

Forstår hvis fiskerne er skuffet over ministeren 
Det, der er brug for, er, at man fra politisk hånd genovervejer landingspligten. Vi har allerede nu gjort os nogle erfaringer, som er helt nødvendige for, at vi får en diskussion, som vi kan bruge fremadrettet.

Selv de grønne organisationer må da kunne se, at ingen vinder ved at smide levedygtigt fiskeyngel i skraldespanden i stedet for i havet.

Og de fleste må da også kunne se, at kameraovervågning, der dokumenterer, at fiskerne tager levedygtigt fiskeyngel med i land, ikke er en gevinst for fiskebestandene.

Jeg forstår godt, hvis fiskerne er skuffede over deres minister. Mogens Jensen (S) burde om nogen kæmpe for det erhverv, som han er minister for. Det er synd og skam, at han hoppede på kameravognen i stedet for at tage ordentligt fat om problemet.

Torsken har det generelt ikke særligt godt i flere af vores farvande. Landingspligten og forvaltningsmyndigheders monitering og kontrol er ikke det, der kommer til at redde torsken, og det giver den i hvert fald ikke bedre beskyttelse.

Det giver ikke mening at tage en torsk på ti centimeter med i land og smide den i skraldespanden, når den har bare en lille chance for at overleve. Det bør politikerne tage sig en ordentlig snak om.

DTU har teknologien klar 
Kan fiskerne så ikke bare lade være med at fange de små fisk, vil nogen sikkert spørge.

Som Mogens Schou fremfører, er der et potentiale i at forbedre fangstmetoderne, og det er danske fiskere helt med på. Her ramler vi desværre ind i bureaukratimuren med hovedet først. 

Faktisk har fiskeriet i samarbejde med DTU Aqua udviklet et redskab, som reducerer bifangsten af torsk i jomfruhummerfiskeriet, som hele sagen om kamerakontrol udspringer af.

Den kan fiskerne bare ikke få lov bruge. For hverken i EU eller hos de danske myndigheder kan de finde ud af at godkende fangstmetoden. Det er slet og ret for dårligt. For det kunne faktisk gøre en forskel for torsken.

Som biolog bliver man træt. Virkelig træt. Danske politikere er tilsyneladende mere optaget af effektiv kontrol end at opstille regler, der giver mening for fiskeriet og for fiskebestandene.

Det betyder, at fiskeriet står tilbage med aben, og det kan potentielt koste arbejdspladser og små havnesamfund livet.

Kilde: Altinget.dk

Powered by Labrador CMS