“Fuld knald på fra starten”

Al produktion af matjes sker, efter de hollandske kunder selv har været med til auktion på Skagen Fiskeauktion og nøje udvalgt de bedste sild. Herefter producerer og pakker Scandic Pelagic sildene helt efter hollændernes specifikke ønsker.Foto: Kenneth Axen
Al produktion af matjes sker, efter de hollandske kunder selv har været med til auktion på Skagen Fiskeauktion og nøje udvalgt de bedste sild. Herefter producerer og pakker Scandic Pelagic sildene helt efter hollændernes specifikke ønsker.

Årets matjessæson hos Scandic Pelagic gik rigtig godt og endte med en lille stigning i landinger i forhold til sidste år. Det skriver FF Nyt.

Publisert

Matjessæsonen blev indledt 1.6., og derefter havde Scandic Pelagic fem uger til at indfri de hollandske matjeskunders ønsker. 

”Matjessæsonen kom i gang med fuld knald på fra starten. Sildene blev gode og fede overraskende hurtigt, og vi endte med en lille stigning i forhold til sidste år. Det er vi rigtig godt tilfredse med, i forhold til at markedet i år var svært og udfordrende på grund af corona,” siger Henrik Sørensen, som leder indløb og salg i matjessæsonen.

Ungarbejdere og hollandske indkøbere
Stemningen er altid ganske særlig på fabrikken i matjessæsonen, som emmer af travlhed og derfor også får et frisk pust i form af en masse ungarbejdere.

”Alle ser frem til matjessæsonen, da den er noget helt specielt og ligesom er tegn på, at nu starter sommeren,” siger produktionschef Klaus Smed.

Udover det ekstra personale er Scandic Pelagics tre hollandske kunder til stede på fabrikken sæsonen igennem, hvor de udvælger de bedste sild på Skagen Fiskeauktion samt overværer produktionen hele vejen igennem.

”Der er ekstra høje krav til kvaliteten af matjessild, og vores opgave er at producere efter hollændernes ønsker og behov og samtidig sikre en optimal produktion,” siger Klaus Smed.

Et helt års levebrød på fem uger
Det, at hollænderne er på fabrikken hele sæsonen igennem, fortæller da også noget om vigtigheden af kvaliteten.

”For os på fabrikken er det fem ugers arbejde, men som hollænderne siger, så er det, hvad de skal leve af resten af året,” siger Henrik Sørensen.

FAKTABOKS: MATJES

– Matjessild har en fedtprocent på 15-20% og er en stor delikatesse i Holland

– Det hollandske ord matjes betyder jomfru, og ordet henviser til at matjessild er uden rogn

– I Holland findes der matjesboder, som minder om vores pølseboder herhjemme. 
– Matjes sælges enten hele til brug i matjesboderne, eller som hovedkappede til salg i de hollandske supermarkeder

Kilde: FF Skagen

Powered by Labrador CMS