Forskergruppe stiller spørgsmålstegn ved ICES’ forsigtighedsprincip

Fiskeribiolog og leder af FMSY-projektet, Henrik Sparholt, har tidligere været ansat i ICES i 24 år. Han mener, at vi er gået fra tidligere tiders overfiskeri til reelt at underfiske i forhold til, hvad økosystemet kan bære. Foto: Terhi Minkkinen
Fiskeribiolog og leder af FMSY-projektet, Henrik Sparholt, har tidligere været ansat i ICES i 24 år. Han mener, at vi er gået fra tidligere tiders overfiskeri til reelt at underfiske i forhold til, hvad økosystemet kan bære.

Forskerne bag FMSY-projektet, der netop er afsluttet i 2020, sætter spørgsmålstegn ved ICES’s forsigtighedsprincip. Resultaterne fra projektet viser, at der i gennemsnit kan fiskes 50 % mere fra de 53 bestande, de har undersøgt – uden at det går ud over bestandenes bæredygtighed vel at mærke.

Publisert Sist oppdatert

Henrik Sparholt er fiskeribiolog og leder på FMSY-projektet. Han har tidligere været ansat i ICES i 24 år og forklarer, at organisationen i mange år gjorde det rette.

”Op igennem 80’erne og 90’erne blev der overfisket, og det gik ICES ind og satte en stopper for sammen med politikere og fiskere. Problemet er, at vi nu er ved at køre lidt for meget over i den anden grøft og reelt er på vej mod at underfiske i forhold til, hvad økosystemet kan bære,” siger Henrik Sparholt, leder af FMSY-projektet.

Han oplyser, at det såkaldte fiskeritryk i dag ligger på 1/3 af, hvad det gjorde i 80’erne og 90’erne. Resultaterne fra FMSY-projektet viser, at man kun skal ned på knap 2/3 af fiskeritrykket.

”Det er med fiskebestande som med gulerødder i haven – de vokser bedre, når de bliver udtyndet,” forklarer Henrik Sparholt som argument for, at der generelt kan fiskes en større kvote på en given bestand, uden at det går ud over bæredygtigheden i bestanden.

Stoppede i ICES for at kæmpe for mere retvisende rådgivning
Henrik Sparholt stoppede sit virke i ICES i 2016, efter i årevis at have kæmpet for, at ICES gjorde op med den herskende tilgang om, at der stadig er overfiskeri.

”Det er ikke nemt at ændre veletablerede rutiner i så kæmpestor en organisation. Det er som om, at mange forskere i ICES stadig tror, der er overfiskeri. Jeg valgte at springe fra og kæmpe ad anden vej, og det er dejligt at have samlet så stor en gruppe af kompetente forskere fra den nordlige halvkugle,” siger Henrik Sparholt.

Forskningsbaseret eller politisk forsigtighed?
Søren Anker Pedersen er chefbiolog ved Marine Ingredients Denmark og ligeledes medlem af FMSY-projektet. Han stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt den uforklarede overforsigtighed i ICES kommer fra politisk hold.

”ICES er generelt lidt forsigtige i forhold til, hvad de rent videnskabeligt har belæg for. Det er et spørgsmål, om det skyldes EU-Kommissionens forsigtighed i forhold til miljø, fordi der er andre interesser inde over end bare ren fangst. Hvis EU-Kommissionen vil have politisk forsigtighed, så burde ICES være for gode til at tage forsigtigheden på sig. Forvalterne og politikerne bør ikke gemme sig bag videnskabelige råd fra ICES, hvis de ikke er videnskabeligt holdbare, gennemskuelige og forståelige” siger Søren Anker Pedersen.

Henrik Sparholt bakker op.

”Det er videnskabens opgave at give det mest korrekte estimat – hverken et for forsigtigt eller et for optimistisk estimat – og samtidig give usikkerheden omkring det. Derefter er det op til politikerne, og ikke videnskaben, at vælge, hvilke risici samfundet vil løbe,” siger Henrik Sparholt.

Han peger på, at ICES som institution fra politisk side er velanset, da organisationen på tværs af lande fungerer som en neutral, objektiv base. 

”Det kan godt give den effekt, at det virker til, at de støtter ICES’ rådgivning, selvom det måske i højere grad handler om at støtte ICES som institution. Under alle omstændigheder er det meget vigtigt for ICES, at rådgivningen er så god, som den overhovedet kan blive, for ICES’ fremtidige ry og renommé,” siger Henrik Sparholt.

Han understreger, at projektet ikke går ud på at revse ICES.

”Mange føler det som en kritik, men det er ment som en hjælp til at komme videre i en retning, der er mere korrekt,” siger Henrik Sparholt.

Kilde: FF Skagen

Powered by Labrador CMS