80 procent af Georg Stage-elever fortsætter uddannelsesforløb

0

En analyse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at langt størstedelen af eleverne på skoleskibet Georg Stage, genoptager ellers afbrudte skoleforløb, efter et ophold på skibet.

70 procent af de elever, der går ombord på verdens ældste skoleskib, Georg Stage, er droppet ud af en erhvervs- eller gymnasieuddannelse. 15 år senere har otte ud af 10 en uddannelse over grundskoleniveau. Det viser en analyse Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Georg Stage er et kongeeksempel på det, vi tit går og famler efter. Georg Stage har fat i noget, som ser ud til at være den rigtige medicin, når det gælder om at hjælpe de unge videre i livet, siger analysechef Mie Dalskov Pihl fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd om resultaterne i analysen, der er den første af sin slags.

Georg Stage sejler to gange 20 uger hvert år, men regeringen vil spare den ene tur væk. Og det er hul i hovedet, mener Georg Stages direktør, Asser Amdisen, som opfordrer de ansvarlige ministre til at genoverveje den beslutning.

– Analysens resultater bekræfter fuldstændig det billede, vi selv har af de unge, vi uddanner. Sagt på godt dansk, så tjener vi penge til staten, hver gang vi sejler på togt. De unge kommer i land med nye kompetencer og tro på sig selv, og det blå Danmark skriger på deres arbejdskraft. Derfor er det også fuldstændig absurd, at regeringen nu vil spare det ene af vores togter væk. Vi bruger ikke en krone på markedsføring, for de unge står i kø for at komme ombord, siger direktøren.

Læs Arbejderbevægelsens Erhvervsråds rapport her.

Georg Stage
• Georg Stage er en tre-mastet fuldrigger verdens ældste, civile skoleskib, som siden 1882 har uddannet skibsassistenter.
• Eleverne er i alderen 17,5 til 22 år.
• Uddannelsen varer 20 uger, og eleverne bor på skibet.
• Der er 63 elever ombord, og skibet kan sejle to togter årligt.
• Uddannelses- og Forskningsministeriet har på baggrund af oplysninger fra Danmarks Statistik gennem en årrække opgjort elevernes ledighedsprocent til ml. 0,5 og 1 procent to år efter endt ophold.