Nyt vartegn og udsigtstårn på Esbjerg Havn

a86bbea5-3e92-4d17-84ff-b5733c5c79a9

Et udkigstårn, som også kan anses som et vartegn over Esbjerg havnemiljø, skal opføres af Fiskeri- og Søfartsmuseet. Udkigstårnet kommer til at koste 1,9 millioner kroner, hvoraf 1,2 millioner kommer fra en privat fond.

Publisert Sist oppdatert

Et 10 meter højt udkigstårn og vartegn med klare referencer til det maritime miljø på Esbjerg Strand. Det er, hvad borgerne i Esbjerg kan se frem til i det nye år. Tårnet bliver opført af Fiskeri- og Søfartsmuseet efter en donation på 1,2 millioner kroner af K. S. Kristensens Mindefond, der i 40 år har støttet en lang række af formål særligt lokalt i Esbjerg og omegn. Esbjerg Kommune betaler 0,7 millioner for udkigstårnet, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

– Med tårnet får vi en spændende, ny attraktion, som kan være med til at trække endnu flere besøgende til byens nye rekreative område. Jeg håber, at rigtigt mange borgere og besøgende vil få glæde af udsigtstårnet, når vi i foråret er klar til indvielsen, siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

Tårnet formes efter et stort sejl med en trappekonstruktion med trin og reposer, der fører op til øverste niveau, som ligger syv meter over jorden. Bygningsværket udføres i vejrbestandig beton og rækværk i rustfrit stål. Det er designet af arkitekterne Hasløv & Kjærsgaard. Det forventes at stå færdigt ved udgangen af november 2020. Da der fortsat bygges på Esbjerg Strand, forventes tårnet først indviet i foråret 2021. Indtil da vil der ikke være offentlig adgang til tårnet.

Museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, David Dupont-Mouritzen, glæder sig over samarbejdet med fonden og kommunen om det nye udsigtstårn:

– Jeg vil gerne sige en stor tak til K. S. Kristensens Mindefond for den flotte donation, som har gjort det muligt at opføre et skulpturelt udsigtstårn. Tårnet kan styrke områdets identitet og attraktivitet, og det er noget, der ligger museet meget på sinde. Det mest tilfredsstillende, jeg kan komme i tanke om, er at skabe noget sammen med andre. Og projektet her er et rigtigt godt eksempel på, hvad vi kan få til at ske, når vi løfter i flok, siger han.

Powered by Labrador CMS