Stena Line sejler igen mellem Göteborg og Frederikshavn

0

Efter myndighederne har lempet på restriktionerne i Nordjylland, har Stena Line genåbnet ruten mellem Frederikshavn og Göteborg.

Fra i dag, fredag den 20. november, er det igen muligt at sejle med Stena Line mellem Frederikshavn og Göteborg. Færgerederiet har nemlig valgt at genåbne ruten, efter regeringen har lempet på restriktionerne i de syv nordjyske kommuner, der i flere uger har været lukket helt ned grundet frygt for spredning af en muteret udgave af Covid-19. Det oplyser Stena Line i en pressemeddelelse.

– Vi følger fortsat myndighedernes anbefalinger og åbner således igen for passagertrafikken på ruten mellem Frederikshavn og Göteborg. Vi fortsætter naturligvis også med de ekstra sikkerhedsforanstaltninger, vi har indført ombord, og vi har fortsat reduceret antallet af passagerer for at sikre social afstand under rejsen, siger Elisabeth Lönne, ansvarlig for Stena Lines danske ruter.

Ruten har været lukket siden 9. november. Stena Line har i alt ca. 50 afgange om ugen på ruten mellem Frederikshavn og Göteborg og yderligere ca. 20 afgange om ugen på den nye rute mellem Grenaa og Halmstad.