Ærøxpressen fik motorproblemer

0

Ærøxpressen fik sent søndag motorproblemer og måtte kaste anker, fordi der var røg i motorrummet. Mandag er alle ruteafgange aflyst.

Senet søndag aften klokken 23:55 kom Ærøxpressen i havn i Marstal efter flere timers forsinkelse. Færgen måtte tidligere på aften kaste anker syd for Strynø, fordi der var røg i motorrummet. Ifølge fyens.dk var der 28 passagerer om bord på færgen, der sejlede fra Rudkøbing søndag klokken 19.40. Det skriver Ritzau.

– Det er meget beklageligt. Den har ellers været driftsikker i flere måneder, men sådan noget kan jo ske, siger direktør for Ærøxpressen, Boye Kromann til fyens.dk. Alle færgens afgange mandag er aflyst.

Færgen Ærøexpressen blev indviet 30. november 2019. Det er en hybridfærge, som sejler på en blanding af dieselmotorer og batterier, som om natten oplades med strøm fra vindmøller. På den måde reducerer den sit CO2-udslip.